”Det her en professionel skiløber, som jeg tegnede, mens jeg var i Rusland”.
Maria Hundal sidder og peger på stregtegningen foran sig. Hun lader hånden køre ned over tegningen og fortæller om modellen.
”Det var en spændende person at tegne. Når man tegner er det vigtigt at der er en god line of action, gennem hele figurens positur, og det ses specielt omkring hendes knæ, hofte og skuldre.”, fortæller 28-årige Maria Hundal.
Hun havde forestillet sig, at hun skulle være tegner, grafiker eller noget andet kreativt inden for den visuelle verden. De naturalistiske tegninger og arbejdet med at skitsere nøgne kroppe fik hende imidlertid på helt andre tanker.
”Jeg brugte et anatomiatlas til at få bedre forståelse for menneskekroppen, når jeg tegnede, og det var i sig selv spændende. Samtidig kan jeg godt lide at hjælpe mennesker, og der er mange flere muligheder som fysioterapeut end som kunstner, og derfor sidder jeg her nu”, siger Maria Hundal og kaster et blik rundt i kantinen på VIA University College, Fysioterapeutuddannelsen i Århus.
Overvejede at læse medicin
Hun er i øjeblikket på 6. semester, og dermed har hun kun et lille år tilbage af uddannelsen. Indimellem har der været noget mentalt tovtrækkeri, men nu er hun sikker på, at hun er på rette hylde.
”Jeg har overvejet om fysioterapeut var det rigtige, og om jeg måske skulle have læst medicin eller noget helt tredje i stedet for, men jeg er blevet bekræftet i, at jeg valgte rigtigt – specielt i praktikperioderne. Man får omsat sin viden, kommer ud og møder personer med virkelige problematikker, og man får hands-on-erfaring med faget”, fortæller Maria Hundal og forklarer, at hun gerne vil arbejde med manuelle teknikker. Derudover har hun fokus på børneområdet.
”Jeg vil også gerne arbejde med børn, grundmotorik, sansemotorisk træning og kognitiv motorisk træning”.
Mesterlære hos russisk professor
Maria Hundal er HTX-student, og efter et par år med arbejde indenfor ældreplejen, lidt fabriksarbejde og et job som handicaphjælper i England, begyndte hun i 2003 på Tegneskolen i Viborg. Hendes russiske underviser på skolen anbefalede hende at tage til Skt. Petersborg for at blive endnu bedre til at tegne. Og sådan blev det.
Hun fik to måneders privat undervisning hos en russisk professor med det herlige navn Boris Borisovich Kazakov.
”Under opholdet i Skt. Petersborg flyttede jeg mig rigtigt tegnemæssigt. Han lærte mig at arbejde rundt om figuren for at få en rumlig fornemmelse og arbejde i dybden, lidt ligesom når man modeller”, siger Maria Hundal og forklarer, at det – sammen med det tidligere job som handicaphjælper – var med til at åbne øjnene for en sundhedsuddannelse.
Hun trives på fysioterapeutuddannelsen og glæder sig til at komme ud og fungere i faget. Kunsten lægger hun dog ikke helt fra sig. Engang imellem tager hun på cafe eller ned på banegården, og så sætter hun sig med sin sketchblok og tegner folk, hun ser. Og i fremtiden drømmer hun om at have sit eget atelier som en sidebeskæftigelse til fysioterapien.
Billedtekst (øverst): Maria Hundal er glad for at gå på VIA University College, Fysioterapeutuddannelsen i Århus. Hun er i øjeblikket på 6. semester.