VIA UNIVERSITY COLLEGE
 
Flere nyheder | Udskriv artikel

 
 

Klik på billedet for at downloade det i original størrelse

Studerende bruger hinandens faglighed

Lærerstuderende, pædagogstuderende og sygeplejestuderende har i en måneds tid set igennem hinandens briller for at lære om og af hinanden. En øjenåbner og et første skridt i samarbejdet på tværs af VIAs uddannelser

- Jeg er blevet mere opmærksom på de andre faggrupper, som har været med og fået øjnene op for den indsats, de yder, siger lærerstuderende Louise Thougaard.

I en måneds tid har hun sammen med andre lærerstuderende fra Silkeborg, sygeplejestuderende fra Silkeborg og pædagogstuderende fra Ikast været i gang med et nyt pilotprojekt. Målet er at de forskellige faggrupper opnår en større gensidig forståelse for hinandens fagtænkning, kultur og faglighed. Når de studerende senere er færdiguddannede skulle samarbejde mellem dem derfor gerne blive lettere. Alle uddannelserne er en del af Danmarks tredjestørste uddannelsesinstitution, VIA University College, der dækker hele Region Midtjylland, og det tværprofessionelle arbejde vil fremover være et stort indsatsområde og et obligatorisk element på uddannelserne i VIA.

2. april blev pilotprojektet rundet af med fremlæggelser og evaluering fra alle de deltagende studerende.

Se hinandens blinde pletter
Lektor Peder Eybye fra Pædagogseminaret i Ikast startede dagen med et oplæg, hvor han bl.a. sagde:
- Det handler om at lade andre se sine blinde pletter og om samspil og respekt. Der er eksempler på patienter og familier, der er kommet i klemme systemet, fordi faggrupper ikke har kunnet snakke godt nok sammen.

Sygeplejestuderende Jannie Julsbæk mente, at de studerende i gruppearbejdet kunne give hinanden nogle gode idéer. Da hun sammen med sin gruppe skulle fremlægge dens resultater var det som et meget illustrerende rollespil, hvor lærere, pædagoger og sygeplejersker i rollen som sundhedsplejersker tog hånd om en problematik. Den handler om en gruppe drenge i 5. klasse, der var blevet mere urolige og aggressive.

Hver faggruppe bød så ind med deres forklaring på symptomerne. Var de aktive nok i SFO’en eller sad de for meget og spillede computer? Og var der måske noget i deres kost, der gjorde, at de blev ukoncentrerede?

Blev også klogere på sig selv
De godt 50 studerende reflekterede efter fremlæggelserne over deres roller og de fordomme, som de kunne have om hinanden. Ser man forskelligt på etiske spørgsmål, hverdagsdilemmaer og faggrænser alt efter hvilken faggruppe, man tilhører? Og hvad betyder det for et udbytterigt samarbejde? Beskytter man som lærer, pædagog og sygeplejerske sit domæne eller er man åben for at lade andre faggrupper komme i spil på sin hjemmebane? Hvad kan man desuden forvente af hinanden i det samspil?

Pilotprojektet blev rundet af med en grundig evaluering, hvor både gode og dårlige sider blev vendt og drejet. Så når det tværprofessionelle arbejde mellem uddannelserne – næste gang som en obligatorisk del af studierne – fortsætter i efteråret, så er rammerne rettet til. De medvirkende studerende fik derfor stor tak for deres deltagelse og deres tid i forbindelse med de første tværprofessionelle skridt i VIA.

De studerende fik igennem den nye viden om andre faggrupper også spejlet deres egen faglighed og blev skarpere på deres egne styrker.

- Man skal finde ud af hvem man selv er før man mødes med andre, sagde Peder Eybye til de studerende inden de kunne begynde at gøre sig klar til en velfortjent påskeferie.

Billede i toppen:
(F.v.) sygeplejestuderende Jannie Julsbæk, pædagogstuderende Belinda Marquardt, lærerstuderende Ditte Brøgger og lærerstuderende Louise Thougaard.


Skrevet af.: Lars Kjær Dideriksen - 14-04-2009
 
 
billedserie En af de studerendes fremlæggelser var formet som en fup eller fakta-quiz, hvor lærerstuderende og sygeplejerskestuderende skulle prøve at gennemskue hinandens forklaringer på hinandens fagsprog. Det var ikke altid lige let