Med en uddannelse fra rytmemusikkonservatoriet og fast job som musiklærer i rygsækken var Anders Jørgensen egentlig godt på vej. Men han savnede et andet spor i sit liv, så da han hørte om den etårige friluftsvejlederuddannelse i VIA, tog han springet og søgte ind. Uddannelsen er en etårig akademiuddannelse, der både rummer praktisk og teoretisk indføring i udeliv og friluftsformidling og en række instruktøruddannelser til havkajak, kano og bjergklatring.
Uddannelsen var et fint afsæt til at arbejde med friluftsliv og vi havde nogle meget intense oplevelser undervejs”, fortæller Anders og fremhæver især mødet med de andre studerende: ”Det er meget individuelt, hvilke erfaringer man kommer med, så man får mulighed for at netværke inden for mange forskellige friluftskulturer. Jeg er hverken gammel spejderdreng eller adventurefreak, men har altid været glad for skov og natur, og det er en god start”.
Kom ned i kroppen, mærk pulsen og lær at håndtere modstand
Friluftsvejlederuddannelsen klæder de studerende på til at kunne klare sig i vildmarken, men den er meget mere end et udvidet spejder-kørekort. Fokus er især på teamudvikling og – vejledning og her har friluftsaktiviteter noget særligt at byde på. ”Man udvikler helt konkrete handlekompetencer, når man bliver konfronteret med udfordringerne i friluftslivet”, fortæller Anders Jørgensen; ”hvordan tackler jeg modstand? Og hvad gør jeg hvis jeg bliver våd eller kold? Det bliver man nødt til at forholde sig til. Så man vil helt sikkert opleve nye sider af både sig selv og de andre. Man lærer ekstremt meget om sociale processer i friluftslivet, fordi vi er nødt til at arbejde sammen og stole på hinanden, for eksempel når vi klatrer”. Og de erfaringer er helt i tråd med Anders livssyn: ”. Som moderne mennesker mister vi tit forbindelsen til naturen og os selv. Det er meget nemt at miste kontakten med kroppen, så derfor er det rigtig godt at komme ud at mærke, at man har en puls. For mig er det en naturlig del af en holistisk tankegang”.
Hold ild i din egen friluftspassion
Efter at have fået papir på friluftskompetencerne var Anders Jørgensen klar til at indtage jobmarkedet, men der gik et stykke tid, før han fik job som klubpædagog, hvor han udfordrer unge mellem 11 og 18 på friluftsfronten.
”Jeg sagde jobbet op og var jo rimelig optimistisk mht. at skulle ud og være friluftsfrelser”, griner Anders, der har flere gode råd til kommende friluftsfrelsere. ”Du skal være klar til selv at opfinde jobbet. Specielt i klubregi, hvor der ikke nødvendigvis er tradition for friluftsliv. Der bliver du selv kulturskaber. Så man skal brænde for det og samtidig huske at holde liv i sin egen friluftspassion.”
Ved siden af jobbet er Anders instruktør ved teambuildings arrangementer og kano- og kajakinstruktør, ligesom han er ivrig fridykker og undervandsjæger og stadig glad for sit karriereskift: ”Uddannelsen har været et godt springbræt til at skifte spor. Uden en formel uddannelse tror jeg ikke jeg havde haft mod til at tage springet”.
Billedtekst: Anders Jørgensen med havørred skudt med harpun ved Glatved strand