VIA UNIVERSITY COLLEGE
 
Flere nyheder | Udskriv artikel

 
 

Klik på billedet for at downloade det i original størrelse

Alle prøver skal behandles med respekt

Bag en laboratorieprøve gemmer sig en patient, og derfor skal man som bioanalytiker være omhyggelig med sit arbejde

”Alle patienter er forskellige”, siger Anders Holm Jørgensen, studerende på VIA University College Bioanalytikeruddannelsen. Selv om han foretrækker at arbejde i laboratoriet, så er han altid bevidst om, at den lille prøve på glaspladen, som han skal undersøge, stammer fra et menneske.

”Der er en patient i den anden ende, og det tænker jeg da over, selv om jeg ikke ser dem.”

Erfaringen stammer fra Anders Holm Jørgensens praktikophold på Mikrobiologisk Afdeling på Skejby Sygehus. Her blev alle prøver behandlet korrekt og med respekt.

”Det betyder, at man er omhyggelig med sit arbejde. Hvis nu det er en blodprøve fra et barn, som græder helt vildt, når hun skal stikkes. Så duer det ikke, hvis man er skødesløs. Det kan betyde, at der skal tages en ny prøve.”

Fra mad til krop
Egentlig stod den på stegepander og forklæde, for Anders Holm Jørgensen er oprindeligt uddannet kok. I 10 år stod han i køkkenet på restauranter og hoteller både i Danmark og udlandet, men det var hårdt arbejde og besværlige arbejdstider.

Det lød tillokkende at tage en ny uddannelse, og med maden i centrum faldt valget i første omgang på VIAs Ernæring og Sundhedsuddannelse. Til hans store overraskelse var det især fag som fysiologi og biokemi, som fangede hans interesse. Efter et år blev det derfor endegyldigt farvel til maden for at forfølge de naturvidenskabelige fag på bioanalytikeruddannelsen.

”Jeg er fascineret af, hvordan mennesket fungerer. Kroppens funktion og opbygning. Mange siger, at uddannelsen ligger langt væk fra min fortid som kok. Det gør den også, men der er en mellemvej, som binder madlavning og laboratoriearbejde sammen”, fortæller Anders Holm Jørgensen.

Med sine 34 år hører han til de mere modne studerende på uddannelsen.

”Nogle gange kan det jo være lidt en hønsegård”, siger Anders Holm Jørgensen med et smil og en henvisning til bioanalytikeruddannelsens skæve kønsfordeling. Af samme grund valgte han at gå aktivt ind i arbejdet omkring Fredagsbaren, som er mødested for alle studerende på tværs af årgange.

”Lige nu synes jeg, det hele er fedt. Det er spændende et fag og udfordrende arbejde, uanset hvor man bliver ansat.”

Billedtekst:
Anders Holm Jørgensen ved mikroskopet i bioanalytikeruddannelsens laboratorium.


Skrevet af.: Anne Kai - 06-05-2009