”Jeg kan godt lide arbejdet med patienterne. Hvor meget man som sygeplejerske kan give, og ikke mindst hvad det giver én selv. Et helt andet livsindhold – det havde jeg ikke troet”, fortæller Kjersti Johannson.
Til sommer bliver hun færdig som sygeplejerske på VIA University College i Holstebro. Men egentlig var det slet ikke den hvide kittel, der trak, da Kjersti Johannson skulle vælge uddannelse. Hun havde næsen dybt begravet i bøgernes verden, og valget faldt i stedet på tysk og historie, som hun læste på universitetet i Århus og Odense. Selv begrunder hun det med at være sprogligt belastet hjemmefra, da hun er opvokset i Luxemburg og har tysk som sit andet modersmål.
Men da kandidatgraden var i hus, vidste hun ikke, hvad hun skulle bruge den til. Gymnasielærer ville hun ikke være, og efter en afstikker til Handelshøjskolen og tysk som erhvervssprog fik hun en helt anden faglig interesse.
Kjerstis bedstefar brækkede lårbenet, og hun hjalp med at passe ham. Fulgte med ham til hospitalet og ind og ud af de forskellige afdelinger.
”Jeg var fuld af beundring over nogle af de sygeplejersker, vi mødte. Hvor meget de kunne, og hvor varieret deres arbejde var”, husker Kjersti Johansen. Samtidig oplevede hun, hvor vigtig omsorgsdelen er, både for hende selv som pårørende og for bedstefaren. Den enkelte sygeplejerske var afgørende for, om de fik en god eller dårlig oplevelse på hospitalet.
Praksis er anderledes
Som den første i familien besluttede Kjersti Johannson sig derfor for at prøve sygeplejefaget. Fagligt blev hun hurtigt optaget af uddannelsen, og blandingen af teori og praktik blev en vigtig personlig udfordring.
”En ting er at læse om sygdomslære, noget andet er at opleve en patient, der har det rigtig skidt. Praksis er anderledes.
Dér møder man virkeligheden”, siger Kjersti Johannson og knytter hænderne sammen.
Og det kan være en chokerende oplevelse, første gang man som sygeplejestuderende oplever en patient, der dør. Men der er den studerende ikke alene.
”Vores vejledere hjælper os. Man kan have en ide om, at man ikke kan klare det. Men det kan vi godt. Det kræver en vis form for mod, og vi vokser med det i uddannelsen”, fortæller Kjersti Johannson.
Bacheloropgave på intensiv
På 7. og sidste semester er hun i fuld gang med sin bacheloropgave. Emnet er dagbøger på intensivafdelingen, og igen handler det om mødet mellem patient og hospital.
Patienter, der har været i respirator, får ofte voldsomme mareridt bagefter. Oplevelsen af at have været uden for bevidsthed i måske flere dage kan være meget ubehagelig. Som forsøg skriver personalet derfor dagbog over behandlingen, så patienten kan følge med i, hvad der er foregået, mens de har været bevidstløse.
”Det er et spændende emne”, siger Kjersti Johannson og nikker. ”De patienter, vi har talt med, er enormt glade for projektet. De kan godt lide at vide, hvilke maskiner de har været koblet til. Dagbogen skaber sammenhæng og hjælper dem til at forstå og bearbejde deres oplevelser.”
