Foruden Jeanette på 29 år består familien af Jørn Hjort Jensen på 52 år, Margit Hjort Jensen på 51, storesøster Majbritt på 30 år og den yngre bror Jimmi på 26. Af de fem er det kun Jimmi, der ikke er pædagoguddannet. Han arbejder i stedet som tjener, men ifølge resten af familien er det ikke utænkeligt at Jimmi kunne finde på at gå samme vej som resten af familien.
På en fredag, der summede af eksamensaktivitet, mødte vi tre femtedele, Jeanette, Margit og Jørn, af den pædagogramte familie på Campus Holstebro, en del af VIA University College, til en snak om blandt andet fag, familie og fordomme. Nå ja og så køer, men det kommer vi tilbage til. Familiens ældste datter Majbritt fødte dagen forinden sin fjerde søn, så hun kunne desværre ikke deltage i interviewet.
”Så skal du passe børn…”
Fælles for de tre familiemedlemmer er, at de alle er nået frem til pædagoguddannelsen lidt ad omveje. Jeanette uddannede sig først til social- og sundhedshjælper før hun fulgte samme vej som sine forældre og sin søster.
”Jeg fandt ud af, at det måske var mere spændende for mig at arbejde med mennesker, som ikke var i slutningen af deres liv. Jeg søgte en anden type modspil”, forklarer Jeanette om sit skift til pædagoguddannelsen. Men hendes første uddannelsesvalg afspejlede klart et forsøg på at gøre op med familiens valg.
”Jamen jeg skulle have en anden uddannelse, så det hele ikke blev for pædagokket”, siger Jeanette med et stort smil. Og med den kommentar falder snakken hurtigt på de fordomme, der uvægerligt knytter sig til deres fag.
”Pædagogfaget kan godt nogle gange være lidt trykket af lærerfaget”, siger Jørn. ”Men det er ikke helt fair, for pædagogik danner jo grundlag for rigtigt mange ting. En god underviser er også en god pædagog”, forklarer han.
Jeanette sætter ord på den reaktion, hun ofte får, når hun fortæller, at hun skal være pædagog: ””Nå så skal du passe børn”, men det er jo meget mere end det. Det vil jeg gerne fortælle folk”, siger hun.
”Vi er jo også rollemodeller for børn”, supplerer hendes far. Og den kommentar vil Margit gerne uddybe: ”Stort set alle kan passe børn, men i det pædagogiske arbejde ligger der også bevidsthed om det, vi foretager os og hvad det fører til. Fagligheden er altafgørende”, forklarer hun.
De er dog alle tre enige om, at fordommene er blevet færre.
”Vi er blevet bedre ambassadører for vores fag. Den gode historie fra vores hverdag kan være med til at punktere mange fordomme”, mener Jørn.
En kovending
Jørn og Margit har været gift i 32 år, men det er ikke mange år siden, at deres liv tog en uventet drejning. De to drev i næsten 20 år landbrug sammen, men da Jørn fik konstateret udposninger på to diskosser i ryggen måtte de sælge landbruget og finde på noget andet at lave. Margit havde dog allerede to år forinden i ’97 kastet sig over pædagogstudiet. Og godt hjulpet på vej af Vinderup Kommune gik Jørn i samme retning. Ingen af dem har nogensinde fortrudt den beslutning.
”Jeg må da indrømme, at jeg engang imellem savner at malke”, siger Margit. Jørn giver hende ret: ”Det var fantastisk at arbejde med dyr. Men der er nu ikke så stor forskel på at arbejde med mennesker og dyr. Behandler man dyr godt får man så meget godt igen. Det samme gælder for mennesker”, forklarer Jørn. Begge er de enige om, at pædagoguddannelsen har givet dem et nyt syn på tingene. Måske endda ændret dem som mennesker.
”Jeg fik i hvert fald mod på at være menneske på en anden måde”, siger Jørn. Jeanette kigger eftertænksomt på sin far og spørger: ”Du er blevet mere mild. Er det ikke rigtigt?” Jørn griner og konstaterer: ”Det er rigtigt. Jeg er nok ikke så hidsig mere.” Men det er ikke kun Jørn, der har ændret sig i løbet af sin studietid. Også Margit har fundet nye sider af sig selv. Hun har altid haft en kunstnerisk åre, og på seminariet fik hun mulighed for at udleve det. Det har resulteret i en optagelse på Kunstakademiet i Århus.
”Det var en underviser på seminariet, der fik mig i gang med at male”, siger Margit. ”Og det er nok også derigennem, at jeg fik inspiration til at søge ind på Kunstakademiet.”
I det hele taget har situationen overbevist dem om, at det aldrig er for sent at ændre på ens arbejdssituation, hvis man vil. ”Det gælder om at stoppe op og mærke efter”, forklarer Margit. ”Hvis man virkelig vil, kan man sagtens skifte kurs”, forklarer hun.
Klar til nye udfordringer
Det er ikke blot Jørn og Margit, der har opdaget nye sider af sig selv. Også deres yngste datter har haft gavn af sit uddannelsesforløb.
”Der er sket utrolig meget med dig Jeanette. Du er blevet mere rolig og hviler mere i dig selv”, siger Jørn.
”Måske har det noget med fagligheden at gøre. Jeg tror, at uddannelsen gør, at man stoler mere på sig selv”, siger Margit.
”Jeg er i hvert fald blevet mere anerkendende”, siger Jeanette. ”Jeg er blevet god til at reflektere over mig selv og mine handlinger.”
Hun er ikke nervøs for livet efter seminariet. Helt præcis hvilken type job, hun søger, er hun ikke helt sikker på, men hun har dog visse forventninger til et kommende job: ”Jeg forventer helt sikkert, at kunne sætte mit præg på min arbejdsplads og så vil jeg enormt gerne udfordres både fagligt og menneskeligt.”
At det er en familie, der er sulten efter nye udfordringer, er der heller ikke tvivl om. Margit har allerede taget først skridt i sit videre uddannelsesforløb, og deres ældste datter Majbritt har planer om på sigt at videreuddanne sig. Heller ikke Jeanette føler, at hun er færdig med at uddanne sig, og Jørn, der også er leder af en SFO, ser frem til de nye tiltag, der skal sikre bedre samarbejde mellem skole og fritidsordninger. Sidste spørgsmål stiller Jørn selv: ”Gad vide hvornår Jimmi bliver pædagog? Han ville være en gevinst for faget.” Hvorvidt Jimmi overgiver sig melder historien endnu intet om. Men sikkert er det i hvert fald, at de resterende medlemmer af familien Hjort Jensen alle er engagerede i og stolte af deres fag, så mon ikke lillebror kan overbevises med tiden?
