Katrine Qvist tager bolden i hænderne og løber med et par lange skridt hen under kurven. Hun overfører farten til et hurtigt hop. Mens hun løfter sig op, fører hun højre arm helt op i strakt udgave. Da hun er længst oppe, tæver hun bolden ned i kurven, så nettet under den blafrer. Piger kan også dunke.
Stedet er ikke en varm og propfyldt amerikansk hal, men en råkold Vejlby-Risskov Hallen en tirsdag aften. Passionen for basketball er dog den samme. Katrine Qvist har lige spillet træningskamp for sin klub Horsens BC, der er en af landets bedste på kvindesiden.
Tidligere på dagen gik hun rundt blandt mikroskoper og måleinstrumenter. Udover at være basketspiller på topplan, er hun studerende på VIA University College, Bioanalytikeruddannelsen i Århus.
”Jeg ville gerne være fysioterapeut, da jeg gik i gymnasiet. Men det var for lidt nørdet. Jeg kan godt lide at sidde i laboratoriet og undersøge ting”, siger Katrine Qvist.
Bevægelse hele tiden
Hun er i gang med sit andet semester på uddannelsen. Når hun ikke er på studiet, bruger hun sin tid på at spille basketball, som hun har gjort, siden hun var på efterskole. Hun har mere eller mindre spillet liga-basket i Horsens siden da. Hun har vundet flere medaljer med klubben, og hun har været inde omkring landsholdet.
”Jeg er konkurrencemenneske, og jeg vil gerne vinde. Da jeg var barn spillede jeg meget håndbold og var okay god til det. Men jeg blev grebet af basketball, formentlig fordi jeg har set det i fjernsynet. Jeg kom på en efterskole, hvor der var en baskettræner fra Bakken Bears, og der tog sporten for alvor fart for mig”, siger 20-årige Katrine Qvist. Hun forklarer, at hun blev fanget af det tekniske og holdfølelsen.
”Basket er hele vejen igennem en holdsport, hvor alle angriber samtidig eller forsvarer samtidig. Hele holdet er i bevægelse og tempo hele tiden. Vi har et godt sammenhold på holdet, og jeg har fået nogle rigtigt gode veninder. Derudover er basket meget teknisk. Det giver et sus, når et system klapper, og man scorer”.
Blå mærker
På banen spiller hun centerpositionen, der huserer i området inde under kurven. Der kan hun bruge sin højde og styrke til at lægge nogle bolde i kurven eller til at holde modstanderne fra at score fra tæt hold.
”Man siger godt nok, at basketball er en ikke-kontaktsport. Men der er mere kontakt, end man tror. Jeg kommer altid hjem med blå mærker, men jeg får også lavet en del på modstanderne”, siger hun med et smil.
Fire gange om ugen tøffer hun til Horsens for at komme til træning. Derudover er der kamp i weekenden og nogle gange en pokalkamp midt i ugen. Selv om der går meget tid med sporten, føler hun ikke, at hun skulker sit studium.
”Jeg har sagt til mine undervisere, at jeg spiller basket på højt plan, og at det tager meget tid, men det har de været large overfor. Jeg har et par enkelte gange fået lov til at aflevere en rapport senere, hvis det var nødvendigt. Derudover forsøger jeg engang imellem at læse forud, for hvis der er en aftenkamp, kan det være svært at nå at læse 30 sider til næste dag. Endelig har jeg nogle søde studiekammerater, som er flinke til at hjælpe og planlægge gruppemøderne, efter hvornår jeg kan. Det kan ellers godt være svært, når jeg er så meget afsted”.
Viden om kroppen
Der hvor hun har mærket det største afsavn på grund af sporten er på studiets sociale liv.
”Jeg ville gerne være en festabe på studiet, men det er der sjældent tid til. Vi træner fredag aften og lørdag morgen, så der er ikke så meget mulighed for at gå i fredagsbar. Særligt i starten af studietiden var det lidt træls, fordi man gerne ville lære sine studiekammerater at kende på en uformel måde. Men det er jo prioriteringer. Jeg har til gengæld sporten, og det giver mig en masse gode oplevelser”, siger Katrine.
Hun er glad for, at hun ikke læser et humanistisk studium eller økonomi på universitet. Så ville der være meget langt mellem sport og studium. Som bioanalytikerstuderende er der en vis kobling til fritidsinteressen.
”På studiet får vi en masse viden om kroppen og de små processer bl.a. om, hvordan adrenalin påvirker kroppen. Og det har jeg prøvet i praksis, når jeg har stået i en Pokalfinale eller en kamp om DM-medaljer”, siger hun.
Katrine Qvist bliver uddannet som bioanalytiker i 2011. Derefter satser hun på at tage en kandidatgrad inden for området.
Billedtekst (øverst): Basketballspilleren Katrine Quist kan dunke med én hånd. Ganske vist ikke på de officielle kurve, der hænger mere end tre meter over jorden, men på de mindre kurve, der hænger i alle gymnastiksale med respekt for sig selv.