Tre studerende fra VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen i Århus har netop været i La Coruna, hvor de deltog i en stor ergoterapeutkonference om kreativitet.
Og de kunne vende hjem til Danmark med et smil. De blev nemlig en af de syv vindere på konferencen med deres projekt om kreativitet i psykiatrien.
”Vores projekt handler om at indføre et billedsprog, som gør det nemmere for brugerne at forklare deres situation og livsforløb. Ved at få billeder på kan man få sat gang i en snak, som kunne være svær at få hånd om”, siger Pouel Værnholt fra 4. semester.
Hæderen i Spanien blev kulminationen på et kreativt forløb, som han har deltaget i på uddannelsen sammen med Julie Hartmann og Maria Møller Hansen. I forløbet var der vægt på kreative processer og innovation. De tre studerende har arbejdet med idegenerering, farver og undervejs har der været en række øvelser i at vende ting på hovedet og sparke liv i undervisningen.
”Det var spændende at være en del af forløbet og prøve andre og undervisningsformer. Vi har lavet masker, malet malerier og vi har danset rundt. Det var udfordrende og meget anderledes pludselig at stå i et undervisningslokale og danse rundt. Men der var god mening med de kreative øvelser. Vi kunne bruge det som afsæt i vores praktiktid og i vores projekt”, siger Pouel Værnholt.
Ergoterapeuter er kreative problemløsere
Bag det særlige kreativitetsforløb står de to undervisere, Henrik Holm og Marianne Høllund. De er for nyligt blevet uddannet Pionerguides, der har fokus på at ruske op i vanerne og opmuntre underviserkolleger til at eksperimentere med innovativ undervisning.
”Innovation hænger godt sammen med ergoterapi. Ergoterapeuter har allerede meget vægt på at finde nye løsninger. Det er kreative problemløsere, og det ser man jo særligt på hjælpemiddelområdet. Men kreativiteten kan godt sættes mere i system, og derfor arrangerede vi kurset”, siger Henrik Holm.
Det kreative forløb var en god oplevelse for både undervisere og studerende:
”Det var en udfordring at hive de studerende gennem øvelser, idelege og så videre. Men det var nødvendigt, for at de fik det ind under huden. De tog godt imod det, selv om det var svært at se endemålet. Det er ikke så let at få det kreative til at munde ud i konkret resultat. Flere gange under forløbet blev vi helt høje af stemningen og indsatsen fra de studerende”, fortæller Marianne Høllund.
De to undervisere er klar med endnu et særligt forløb om kreativitet og innovation i foråret 2010.
Billedtekst: Pouel Værnholt er en af de studerende på VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen i Århus, der har deltaget i et skræddersyet kreativt forløb. Han var glad for forløbet, der bød på dans, maleri, masker og i det hele taget var et forsøg på at vende tingene på hovedet.