VIA UNIVERSITY COLLEGE
 
Flere nyheder | Udskriv artikel

 
 

Klik på billedet for at downloade det i original størrelse

Studerende giver VIA topkarakter

Studieglæde, udbytte af undervisningen, det faglige niveau og stolthed over at fortælle om sin uddannelse er alle områder, hvor VIA University College ligger over gennemsnittet i en ny undersøgelse af de studerendes tilfredshed

VIAs studerende placerer VIA i top i en netop gennemført tilfredshedsundersøgelse for studerende på erhvervsakademier og professionshøjskoler. Undersøgelsen har kortlagt tre overordnede områder, som er studieglæde, udbytte og loyalitet. På alle tre områder ligger VIA over gennemsnittet.

På en skala op til 100 giver VIAs studerende studieglæden 66 mod et gennemsnit på 64. Det samme gælder for området udbytte, som er et udtryk for, hvor tilfredse de studerende er med deres faglige udbytte, niveau på uddannelsen og undervisningsformerne. På området loyalitet, som er et udtryk for i hvor høj grad de studerende vil anbefale uddannelsen, forventer at gennemføre den og bidrager til et godt studiemiljø, giver VIAs studerende 80 mod et gennemsnit på 77.

Værdifulde ambassadører
Undersøgelsen opdeler de studerende i forskellige grundtyper, som er de trofaste, kernen, de troløse, på-vej-væk og ambassadører. Ifølge undersøgelsen har VIA kun 6% på-vej-væk imod 8% i gennemsnit, mens hele 35%, mod kun 31% i gennemsnit, er ambassadører.
”Det er altid en udfordring at udbyde uddannelser, der lever op til samfundets og aftagernes høje krav til kvalitet og løbende opdatering. Vi tror på vores uddannelser, men det er meget værdifuldt, at VIA har så mange ambassadører blandt vores studerende, som også gør det, da det, de fortæller om vores uddannelser, er den mest troværdige kommunikation, som findes. Det gode resultat på det her område skyldes vores mange engagerede og dygtige undervisere, som vores studerende er i kontakt med hver dag,” siger VIAs professionshøjskoledirektør Asbjørn Christensen.

Engagerede undervisere
Et andet område, VIAs studerende vurderer højt, er undervisning, hvor opfattelsen af om den baseres på den nyeste viden takseres til 70 mod et gennemsnit på 68. At den for det meste har et højt fagligt niveau vurderes til 72 mod 69 i gennemsnit. Endelig mener de studerende, med 80 mod et gennemsnit på 77, at VIAs undervisere er engagerede i undervisningen. Uddannelsernes tekniske udstyr og bibliotekerne vurderes også højt.

Godt forberedte til praktik
Undersøgelsen spørger også til de studerendes praktikforløb.  Der spørges til, om praktikopholdet er relevant for uddannelsen, om det giver øget faglighed, om praktikken sætter de studerendes tidligere fag i perspektiv, og om uddannelsen inddrager de studerendes erfaringer fra praktikken. Her svarer VIAs studerende en smule over gennemsnittet.  På spørgsmålet om uddannelsen forbereder de studerende til praktikperioden, svarer VIAs studerende 66 mod 63 i gennemsnit.

Eneste parameter, hvor VIA ikke ligger over gennemsnittet, er organisering af uddannelsen, hvor tallet for VIA er 58 mod et gennemsnit på 59. Det er også det område, undersøgelsen anbefaler VIA at arbejde videre med. Sammenlagt har 27.119 studerende, fordelt på 12 uddannelsesinstitutioner og over 50 uddannelser, deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i efteråret 2009.

For yderligere oplysninger og kommentarer kontakt:
Professionshøjskoledirektør Asbjørn Christensen 8755 1011,  ac@viauc.dk (for principielle spørgsmål).

Kvalitetschef Birgitte Quelle 8755 1102, baq@viauc.dk  (for tekniske spørgsmål til undersøgelsen).


Skrevet af.: David Erichsen - 26-02-2010