Én på opleveren både fagligt og socialt.
Det var Julie Brink Frederiksens gevinst ved at være i praktik på rehabiliteringscentret Montebello i nærheden af Malaga.
På trods af at centret er placeret i det sydlige Spanien, 3078 km fra Holstebro, er det drevet af danskerne. Gæsterne er danske, og de kommer fra hele landet.
”Jeg havde blandede hold dernede både i forhold til alder og diagnose. Det er en kæmpe udfordring at stå med et hold, hvor der både er f.eks. patienter med sclerose og personer, der har været ude for et trafikuheld. Jeg arbejdede med mange forskellige mennesker, og jeg har set, at tingene ikke er ens i Danmark. Behandlingen varierer fra sted til sted, ” siger Julie Brink Frederiksen.
Totalt på egne ben
Hun er 25 år og i gang med sit sidste semester på VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen i Holstebro. Fra november til december 2009 var hun i praktik på Montebello-centret.
”Stedet fik gode anbefalinger fra andre studerende. Jeg ville gerne ud og rejse og se noget andet samtidig med min uddannelse, og det her var en god mulighed. Samtidig er der meget fokus på fysisk genoptræning på Montebello, og det havde jeg ikke haft så meget fokus på i mine tidligere praktikperioder,” siger Julie Brink Frederiksen fra sofaen i et af ergoterapeutuddannelsens lokaler i Holstebro. Hun læner sig lidt frem og fortsætter:
”Det var fedt at være af sted. Det blev en hektisk start, fordi den faste ergoterapeut dernede blev syg, og det betød, at jeg bare blev kastet ud i det. Jeg stod totalt på egne ben. Men jeg lærte at arbejde selvstændigt og holde fast i min faglighed. Det kan helt sikkert anbefales at tage af sted på et praktikophold i udlandet,” siger hun.
Patienterne på Montebello var der i tre uger af gangen. Tre uger uden dagligdagens trummerum, og tre uger med fuld fokus og motivation.
Kan ikke undgå at brænde for faget
Julie Brink Frederiksen gjorde rent på et hospital efter gymnasiet. Hun blev fascineret af ergoterapeuternes arbejde. Derfor valgte hun selv at søge ind på uddannelsen, og det har hun ikke fortrudt.
”Ergoterapeuter kan gøre en forskel. Vi ser anderledes på tingene end nogle af de andre faggrupper, og jeg har det godt med at hjælpe andre. Man kan ikke undgå at brænde for ergoterapien. Enten falder man fra i starten, eller også bliver det hjerteblod,” fortæller hun.
Den rejsende ergoterapeut har ikke lagt sig fast på, hvad hun gerne vil arbejde med, når hun bliver færdig med studiet. Både psykiatrien, somatikken og arbejdsmiljø-området har fanget hendes interesse.
Julie Brink Frederiksen dimitterer efter planen i sommeren 2010.
Billedtekst (øverst): Julie Brink Frederiksen arbejdede meget med fysisk genoptræning under sit praktikophold i Malaga. Hun havde bl.a. blandede hold med alt fra sclerose-patienter til personer, der har været ude for trafikuheld.