VIA UNIVERSITY COLLEGE
 
Flere nyheder | Udskriv artikel

 
 

Klik på billedet for at downloade det i original størrelse

Vintervejret præger praktikpladskampagne

Som om erhvervsklimaet ikke var koldt nok i forvejen, har vintervejret lagt en yderligere dæmper på aktiviteten i visse brancher. Derfor indretter VIA Erhvervsuddannelser sin praktikpladskampagne, så der ikke lægges pres på hårdest ramte brancher

Høje snedriver og lave temperaturer har betydet, at aktivitetsniveauet hos de håndværksvirksomheder, som arbejder udendørs, er blevet sænket yderligere et par grader. I kombination med finanskrisen har det usædvanlige vintervejr skabt en kritisk situation i flere brancher.

Det er man godt klar over på VIA Erhvervsuddannelser, så selv om skolen står og tripper for at komme ud og skabe flere praktikpladser, så får de hårdt ramte håndværksbrancher ikke besøg i øjeblikket.
”Vi tilrettelægger vores opsøgende arbejde i respekt for, at deres kunder holder igen for tiden. Det kan virke negativt at rende folk på dørene i den situation, og derfor presser vi heller ikke på for at få oprettet praktikpladser lige nu,” siger Jens Høffner, forstander på VIA Erhvervsuddannelser.

”I stedet flytter vi vores indsats til de fag, der ikke er belastet af vejret, altså primært industrien,” siger han.

Kommer sammen med foråret
Jens Høffner forsikrer dog håndværksvirksomhederne om, at de nok skal få besøg af praktikpladskonsulenterne, når Danmark får rystet vinteren af sig.
”Så snart fuglene synger igen, så er vi klar. Og på det tidspunkt står vi med nogle unge, som vi har haft mulighed for at skærpe yderligere, og som er endnu mere sultne efter at få en praktikplads,” siger han.

Den store praktikpladskampagne er et samarbejde mellem VIA Erhvervsuddannelser, Business College Horsens, Horsens Haandværker- og Industriforening, DI, LO, DS Håndværk & Industri samt Horsens og Hedensted Kommuner.

Kampagnen har som mål at skabe 150 nye praktikpladser i løbet af 2010.


Skrevet af.: Brian Stræde - 08-03-2010