”Horsens løfter i flok” var navnet på det store vækstkatalog med 53 initiativer fra alle hjørner af uddannelses-, beskæftigelses- og erhvervsverdenen, som borgmester Jan Trøjborg for et år siden kunne præsentere som Horsens’ svar på krisen. Den 16. marts skal en status fremlægges for kommunens økonomiudvalg, og VIA Erhvervsuddannelser har derfor lavet en status på de initiativer, som skolen bidrager med.
”Vi har budt ind med, at vi vil øge kapaciteten på vores efteruddannelsesdel, så vi kan imødekomme den efterspørgsel, der er på kompetenceudvikling i en krisetid. Der er mange ledige, der har behov for at få indhentet et kompetenceefterslæb for at komme i job igen, og samtidig er der brancher, som faktisk har noget at lave, og som skal have udviklet deres medarbejdere for at holde fast i den udvikling,” siger forstander på VIA Erhvervsuddannelser Jens Høffner og fortsætter:
”Grundlæggende handler det om, at erhvervslivets kompetencer skal være i top, når krisen vender igen. Målet for os har været, at ingen skal gå forgæves efter efteruddannelse, og vi må sige, at det mål er nået.”
VIA Erhvervsuddannelser har udvidet sin kapacitet på AMU-kurserne, så skolen i øjeblikket har cirka 900 AMU-kursister om ugen. Det er blandt andet sket ved at ansætte flere lærere.
”Vi har eksempelvis øget kapaciteten på transportområdet med 50 procent, og vi har indrettet os, så vi har løbende indtag på metalområdet for at imødekomme den efterspørgsel, der opstår. Kigger man samlet på EUD og AMU, så har vi haft 27 procent flere elever i 2009 end i 2007,” siger Jens Høffner.
2.744 virksomheder kontaktet
Som en del af tilbuddet Kompetencevækst Horsens Hedensted har VIA Erhvervsuddannelser desuden bidraget til en systematisk afdækning af de lokale virksomheders behov for kompetenceudvikling. Ikke mindre end 2.744 virksomheder er blevet kontaktet, og 968 af dem har fået besøg af en konsulent.
Bestræbelserne har ført til 634 aftaler om uddannelsesplanlægning og 163 aftaler med virksomheder om konkret igangsættelse af uddannelsesaktiviteter.
Desuden har Kompetencevækst Horsens Hedensted vejledt 2.520 ledige eller sygemeldte i bestræbelserne på at få dem tilbage på arbejdsmarkedet.