VIA UNIVERSITY COLLEGE
 
Flere nyheder | Udskriv artikel

 
 

Klik på billedet for at downloade det i original størrelse

Innovation under overfladen

Undervisningen på VIA Erhvervsuddannelser skal give eleverne mulighed for at udvikle innovative kompetencer. I praksis handler det om at lære eleverne at tænke selvstændigt og tage initiativ, som man eksempelvis gør på Strøm, styring og it

Når nye elever sætter fod i Strøm, styring og it’s lokaler på VIA Erhvervsuddannelser, havner de i et læringsmiljø, der adskiller sig væsentligt fra den virkelighed, de kender fra folkeskolen. I stedet for at blive ført igennem arbejdsopgaverne skal eleverne selv finde ud af, hvordan de bedst løser en given opgave.
”Vi arbejder meget med at gøre dem mere selvstændige og bevidste om, at de skal være problemløsere. De skal selv søge efter de oplysninger, som de skal bruge for at løse opgaven, og hvis de støder mod en mur, så skal de konkret formulere, hvad de har brug for hjælp til. De kan ikke bare sige, at de ikke kan finde ud af det,” fortæller Niels Rath Jacobsen, som er underviser på Strøm, styring og it.

Lærer at tænke selvstændigt
Eleverne er alle i gang med uddannelsens grundforløb, og de har endnu ikke opbygget tilstrækkelig faglig viden til, at de reelt kan være innovative. Men alt skal starte et sted, så for lærerteamet handler det om at indrette undervisningen, så eleverne får nogle helt grundlæggende kompetencer ind under huden. Ved at vænne sig til at tænke selvstændigt og problemløsende får eleverne  nogle arbejdsmetoder, som kan danne kimen til reelt innovativt arbejde senere.
”Innovation er noget, der ligger under overfladen i undervisningen,” siger Niels Rath Jacobsen.

Plads til at fejle
For at skabe rammer, hvor eleverne kan udvikle innovative kompetencer, lægger lærerteamet vægt på, at undervisningen får eksperimenterende karakter. Det er nemlig med til at vække elevernes nysgerrighed.
”De har ofte en radio eller et andet apparat med hjemmefra, som vi skiller ad og måler på,” siger Niels Rath Jacobsen, som mener, at det er vigtigt at få skabt et undervisningsmiljø, hvor det både er i orden at eksperimentere og lave fejl.
”Det er ofte der, vi lærer mest. Og hvis vi kan finde ud af, hvorfor tingene ikke dur, så kan vi jo få dem til at virke næste gang,” siger han.

Den afsluttende opgave på grundforløbet lægger også op til, at elevernes fantasi skal i spil.
”De skal tegne deres drømmehus fra bunden og lave al installationsarbejdet i det. Vi udstikker nogle rammer, men ellers har de frit spil,” fortæller Niels Rath Jacobsen om opgaven, som således også er med til at lægge nogle innovative grundsten i eleverne.


Skrevet af.: Brian Stræde - 22-06-2010