Inden mekanikereleverne på VIA Erhvervsuddannelser afleverer en opgave til deres underviser, afsluttes den altid med, at arbejdspladsen ryddes op og rengøres. Orden er sat i højsædet, og eleverne bliver også bedømt på deres evner på det felt, fortæller Christian Boysen, der er underviser på uddannelsen.
”Det er simpelthen et krav fra mestrene ude på værkstederne. Tiden på værkstedet skal bruges effektivt, og det dur ikke, at man ikke kan finde sit værktøj, fordi det hele roder,” siger han.
Det øgede fokus på renlighed og orden er kommet i takt med, at værkstederne har øget deres timepris, for med en stigende pris følger stigende forventninger fra kunden om, at detaljerne i er orden.
”Det smitter af på elevernes omhyggelighed i arbejdet, at omgivelserne er i orden. Og eleverne skal lære at være omhyggelige, for folk gider ikke en mekaniker, der afleverer en bil med fedtfingre eller ikke kan finde ud af at gøre tingene rigtigt første gang,” siger Christian Boysen.
Vigtigt spejlbillede
Det er dog ikke nok, at eleverne kan spejle sig i et nyvasket værkstedsgulv, inden de går hjem. Det spiller også en rolle, hvordan spejlbilledet i gulvet ser ud, forklarer Christian Boysen.
”Vi vil give eleverne en forståelse af, at vi er i et servicefag. Det nytter ikke noget, at man står og er beskidt og uklippet, når folk kommer og afleverer deres bil til 700.000 kroner. Det er en tillidssag at sende sin bil på værksted i dag.
Man kan jo få en regning på 20-30.000 kroner, uden at man kan se eller høre, at der er lavet noget ved bilen, så derfor går kunden efter en mekaniker, som virker troværdig og professionel,” siger Christian Boysen.
Udover at give eleverne nogle gode vaner med ud på arbejdsmarkedet, har det store fokus på orden også et kontant udbytte for VIA Erhvervsuddannelser. Tidligere kunne mekanikeruddannelsen bruge op til 40.000 kroner om året på at købe nyt værktøj, fordi det gamle forsvandt, men efter at have indført klare procedurer for oprydning og aflevering er det problem udryddet.
Stor opbakning
VIA Erhvervsuddannelsers bestræbelser på at holde skolen ryddelig og ren er blevet døbt Projekt Ren Skole. Projektet har blandt andet betydet, at der er blevet hængt sedler op i alle klasselokaler med klare procedurer for, hvordan underviserne skal sørge for at aflevere lokalerne.
”Det kan være vanskeligt at brokke sig til sine kolleger over, at lokalet ikke er afleveret i ordentlig stand, hvis man ikke er enige om, hvad ’ordentlig stand’ er. Men nu er der ikke noget at være i tvivl om, og det er også med til, at der ikke opstår konflikter,” siger Michael Rasmussen, som er tillidsmand på VIA Erhvervsuddannelser.
Han har selv været blandt initiativtagerne, og han vurderer, at der generelt er stor opbakning blandt skolens ansatte til initiativerne.
”De fleste synes jo, at det er rarest at færdes et sted, hvor der er orden i tingene. Det er et irritationsmoment at komme ind i et lokale, hvor de er rodet eller mangler ting, og det kan fjerne noget af fokus fra det væsentlige, nemlig undervisningen,” forklarer han.