Tina, Stine og Heidi gik sammen om at skrive deres bacheloropgave. Fra starten skulle den handle om, udviklingshæmmede og deres seksualitet, og startede med at undersøge hvordan man forholder sig på de forskellige institutioner, men som arbejdet og undersøgelserne skred frem, tog projektet en anden drejning.
” Vi interviewede flere pædagoger og havde også løbende kontakt med foreningen LEV, og da vi renskrev interviewene og fandt ud af, hvad der kunne bruges, opdagede vi, at det i virkeligheden handlede om livskvalitet”, fortæller Tina. Heidi supplerer: ”livskvalitet hænger i høj grad sammen med, om man har medbestemmelse, så derfor kom vores projekt i høj grad til at handle om, hvordan forskellige typer af pædagoger forholder sig til brugernes medbestemmelse og til forandringer i hverdagen”.
Det var en opdagelse, som fik betydning for bachelorprojektet, som blev taget op til kraftig revision: ”Vi nåede et punkt i arbejdsprocessen, hvor vi lagde arbejdet fra os, tog en kraftig snak og faktisk overvejede at starte helt forfra”, fortæller Stine; ”Men da vi fik alle vores idéer op på tavlen, kunne vi se, at projektet alligevel hang sammen”.
Konstruktivt frustrerede
Heidi peger på, at netop modet til at følge op på det, der viste sig undervejs i undersøgelserne blev en stor fordel, da krisen var overstået: ”Vi arbejdede ikke med en fast disposition fra start, men var rimeligt åbne overfor andre ting, så derfor endte vi med en helt anden og meget mere brugbar disposition end oprindeligt. Men vi blev også rykket ud, hvor vi ikke kunne bunde”. Tina indskyder: ”ja, det er rart med kontrol, men vi ville aldrig være endt der hvor vi landede, hvis ikke vi havde turdet”.
Undervejs opdagede de tre studerende, at teorien om forskellige pædagogtyper også kunne bruges til at forklare deres eget samarbejde. ”Der var nogle hårde selverkendelser undervejs, man kan godt sige, vi har været konstruktivt frustrerede undervejs”, smiler Stine, mens de to andre nikker genkendende.
Bacheloropgaven er skrevet ved tre måneders intensivt arbejde, og undervejs kommer man til at lære flere sider af hinanden at kende. ”Vi er meget forskellige både i alder og erfaringer, så der har både været fortvivlelse og sjov og alvor undervejs” uddyber Heidi. Stine supplerer: ”teorien gjorde også, at vi kunne forklare hvorfor vi selv somme tider agerer forskelligt. På den måde er det et udviklingsarbejde, som ikke slutter, selvom projektet er afleveret. Der opstår nye tanker om det hele tiden”.
