”Vi har en speciel kultur omkring både modtagelse og dimission”, fortæller musik- og dramalærer Frank Porsborg. ”Hvert år sætter vi en uge af, hvor 2 klasser arbejder udelukkende med at sætte en forestilling op, til de nye studerende ankommer. Vi starter helt forfra, og vi hugger ikke noget materiale andre steder fra, så på den uge skal de studerende selv skrive tekster og sange og lave kostumer og kulisser. De laver det hele selv, og som undervisere holder vi os til at instruere og give dem nogle teatertricks for eksempel omkring det at stå på en scene”.
Det er et ambitiøst ugeprogram og de studerende får da også i ugens start besked på, at torsdag og fredag må de hellere sørge for at få børnene passet, for der er der ikke tidligt fri.
” Det er meget tydeligt at mærke det løft, der kommer, når faget på den måde er inde i en meningsfuld sammenhæng. Så er de studerende virkelig PÅ og modtagelige for at lære mere”, fortæller Frank Porsborg, og påpeger, at det er en stor udfordring for mange pædagogstuderende at stille sig op på en scene: ”de viser noget af hvem, de er, for du kan ikke gemme dig på en scene. Når det så er overstået, er de selv helt høje og klar til at tage på turné med forestillingen”.
Du kan aldrig sige det i ord
De nye hold skal selv stå for modtagelsen året efter og arrangere dimissionsfest det efterfølgende år, og de studerende giver tit udtryk for, at deres egen modtagelse har gjort indtryk: ”Du kan aldrig sige det i ord, at der er tres mennesker, der har knoklet i en uge for at byde dig velkommen”, siger Frank Porsborg og understreger, at den oplevelse er noget, de studerende vender tilbage til igen og igen:
”Det musiske er svært at måle i evalueringer, men det er meget tydeligt for dem selv, at der er sket en udvikling. Mange har tænkt, at det aldrig bliver dem, der kommer op på den scene og pludselig står de der, og gudhjælpemig om ikke de gør det igen til dimissionen”.
I Ranum er hele huset involveret i dimissionsfesten, der fejres med en temafest, hvor hele salen er udsmykket og alle er i kostumer. Her optræder både de studerende og personalet på skift for hinanden. ”Vi kan både være formelle, men vi tør også stille os op og gøre noget, og det siger noget om stedet”, fortæller Frank Porsborg og beskriver, hvordan underviserne ved en dimissionsfest gav den som et dopet Team Easy On, mens resten af personalet var reportere, der spurgte ind til, hvordan fusioner og afgangsklasser havde taget pippet fra lærerne og kastet dem ud i dopingmisbrug.
Vis hvem du er
Og netop det at turde vise, hvem man er, er ifølge Ranums musiklærer helt centralt for pædagoger. ”Du skal kunne træde i karakter på mange måder som pædagog. Det kan både være, hvis du skal få unge mennesker i tale, men også at stå ved sig selv og det man gør, så man ikke holder op med at lege med børnene, idet øjeblik forældrene træder ind ad døren”.
Frank Porsborg peger på, at et vigtigt kendetegn ved det musiske menneske er, at det handler i stedet for tale om tingene og tænke over dem. ”I stedet for, at vi skyder alle de vilde idéer ned med det samme, så går vi med på dem. Vi ved ikke, om det virker, men nu prøver vi det der. Og tit sker der det, at der vokser noget helt andet ud af det, man ikke troede kunne blive til noget”, slutter Frank Porsborg.
