VIA UNIVERSITY COLLEGE
 
Flere nyheder | Udskriv artikel

 
 

Klik på billedet for at downloade det i original størrelse

Fra pariserbøf til pædagog

Jonas Rasmussen var kok - som frivillig på en døgninstitution fik han smag for arbejdet med anbragte børn. Nu læser han til pædagog

Han begyndte at arbejde som frivillig på en døgninstitution for anbragte børn og unge. Her mødte han nogle pædagoger, der introducerede ham til pædagogiske perspektiver. Og det imponerede ham. Og gav ham lyst til selv at blive pædagog.

”Pædagogerne fik børnene og de unge til at føle sig godt tilpas. Fik dem til at lukke sig op og fortælle om deres egne problemer uden, at det blev pinagtigt. Det var tydeligt, at de havde lært noget om kommunikation. Deres spørgsmål var ikke alt for nærgående, men virkede, så børnene og de unge selv kunne sætte ord på deres følelser,” siger Jonas Rasmussen.
Det ville Jonas også lære. Han har altid gerne ville arbejde med mennesker og pludselig vidste han, hvilken vej han skulle gå.
”Jeg blev klar over, at jeg ville lære at håndtere børnene og de unge på samme måde. Lære hvordan man bryder negative bølger. Og det gør jeg nu ved at dykke ned i pædagogfaget og studere pædagogik og relationer.”

Fleksibilitet er et nøgleord
Jonas har altid været glad for den omskiftelighed, der hører med til kokkefaget. At han næsten aldrig skulle lave det samme. Altid skulle være klar til at gribe idéerne i nuet og benytte sig af de muligheder, der bød sig.
Det samme krav om omstillingsparathed møder han i pædagogfaget. At han på den ene side skal planlægge forskellige aktiviteter, for at sikre en udvikling hos børnene og de unge. Og på den anden side, skal skifte fokus med et øjebliks varsel. Når målgruppernes behov pludselig ændres.

”Jeg har altid været vild med at rode en masse sammen. Røre i gryder og smage mig frem til, hvad der var det bedste. Lidt salt her, en kanelstang der. Sådan er det også på pædagoguddannelsen. Man har planlagt ét og så sker der pludselig noget uventet, man ikke kan sidde overhørig. Et barn der græder, en ung der siger noget, der får alarmklokkerne til at ringe. Eller en pædagogisk idé, der skal afprøves her og nu. En handling der kræver ens fulde opmærksom. Man skal hele tiden være klar til at bryde sine egne planer.”

Vild med pædagogstudiet
Han er vild med pædagogstudiet. Vild med, at han ikke bare skal følge en opskrift, men at der findes mange forskellige valg, når man arbejder med mennesker og dannelse.
”Når man arbejder med andre mennesker, findes der ingen entydige sandheder. På pædagogstudiet lærer vi, hvordan man skal blive ved med at søge efter svarene. Ikke kun i bøger og i teorier, men i endnu højere grad blandt de mennesker, vi møder i vores praktik. Og siden hen ude i det pædagogiske arbejdsfelt.”

Har du også lyst til at arbejde med børn og unge? Læs mere om uddannelsen til pædagog


Skrevet af.: Hanne Duus - 28-01-2009